Danmark er et land, der altid har været præget og market af jordbrug.
I oldtiden skabte svedjebrug antageligt den jyske alhede.
Efter nedslagtningen af fædrelandet i 1864 opstod der i erhvervslivet en fokus på at optimere.
Citatet på mønten ”For hvert et Tab der kan Erstatning findes, hvad udad tabes, det maa indad vindes” blev i folkemunde til ”hvad udad tabes skal indad vindes”. Om det var Dalgas eller en anden der fremsagde citatet er fuldstændig ligegyldigt. Det er citatets betydning for det danske kulturlandskab der er interessant. Citatet blev en grundsten i Hedeselskabet, hvis mission blev at opdyrke den jyske alhede mm.
Hedeselskabet sejrede som ind i he&%#%#, takket været massiv økonomisk støtte fra staten, og således forsvandt den jyske alhede reelt, og Jylland blev drænet, som bedst illustreret ved ændringerne af Skjern å og dets floddelta.
De sidste 25- 50 år er en lige så stor ændring af det danske kulturlandskab gennemført. En ændring der stadig er i gang. Men de nuværende ændringer er mindre synlige. Her er tale om tab af biodiversitet.
Tabet skyldes intensiveringen og optimeringen af dansk landbrugsjord således, at vi står tilbage med en monokulturagtig natur i hovedparten af fædrelandet.
I biavl har vi de sidste 25-50 år observeret hvordan hovedtræksperioden er flyttet fra sommer til tidligere og tidligere på året. Mange steder i Jylland er honningsæsonen reelt ovre efter forårstrækker. I 2012 arbejde jeg i Bakkegården biavl /v Poul Erik Sørensen og det år kom årets høst ind på 9 dage i forårstrækket, resten af sæsonen kom der intet ekstra i kasserne. Sådan er det ude i landbrugsområderne, og denne ændring er resultatet af landbruget virke de sidste 25-50 år. I samme tidsperiode har vi set, at større hobbybiavl er forsvundet. Og udtryk som 'grønne ørkener' er blevet et biavlerudtryk. Således har vi i dag to typer biavl, erhvervsbiavl med 500-700 bifamilier eller hobbybiavlere med under 10 familier.
Tidligere havde vi en masse mellem store hobby biavl a 10 -150 bifamilier, men disse er i dag forsvundet.
De honningbier vi har i dag er også anderledes end for 25-50 år siden. De bier vi arbejder med kommer op i omdrejninger tidligere og tidligere på året. Hvordan mon bierne vi havde for 25-50 år siden ville klare sig i dagens kulturlandskab? Driftsformer i biavl er også ændret. Tidligere kunne en mindre familie godt stå og komme sig i løbet af året og stadig give et udbytte. I dag slås en sådan familie sammen med en anden, hvis man vil gøre sig forhåbninger om honningudbytte samme år. Nogle biavleres behov for et udbytte har afstedkommet, at de føler sig tvunget til konsekvent at tilføre samtlige familier en mindre familie i foråret.
Biavl er oppe i tiden, og derfor er alle muligheder for at belyse og skabe bedre betingelser for biavl, honningbier og de vilde bier i offentligheden til stede.
Her sover landet største forening Danmarks biavler forening desværre hovedrystende alvorligt i timen.
I stedet for at tage teten, udnytte tidens trend, og komme med egne udviklede tiltag for at fremme biavlen, så er DBFs visioner fattige.
DBF har i 2014-2015 valgt at lægge sig som jægerforeningen skødejagthund, i håb om at få lidt klatter fra denne aktive og stæke lobbyists bord. Håbet var et par bivenlige planter i jægerforeningens marklaugs eksperiment, og lidt statsstøtte til plantning af bivenligeplanter i randzoner.
Randzoner er vist reelt uddød, da dansk landbrugs lobbyvirksomhed var for magtfuld, og tilbage lægger DBF som jægerforbundets skødehund.
Når DBF ikke har forsøgt at snylte sig ind har deres egen selvstændige visioner været, at lyve for ders medlemmer på deres generalforsamlinger DBF -den usikre strategi, og at ændre danske regler for økologisk honning produktion.
Ændrings forslaget til økologisk honningproduktion består i, at fuldstændig tilsidesætte forskningsviden om biens natur, og generationer af biavleres viden om biernes træk opland, og påstå overfor politikere og økologisk landsforening, at bier samler honning hvor de står. Således at hvis man eksempelvis sætter en bifamilie i en økologisk æbleplantage, så er alt det honning bifamilien henter igennem sæsonen økologisk.
Måske er det faglige niveau vitterlig så lavt i DBF. Jeg tvivler dog, og forslaget må anses for ufagligt, usagligt og uærligt, og vil kun skade alle biavleres renorme.
Visionen skulle i stedet være at gøre honningbier og vilde bier til en indikator art for biodiversitet i Danmark, med biavlserhvervet som barometer for tilstanden for biodiversiteten i kongeriget.
For at trives skal både honningbier og vilde bier have mangfoldig natur, i.e biodiversitet til rådighed. Plads til vild natur kræver afgivelse af arealer eller forvaltningsændriger hos staten, kommuner og landmænd. Idet landbrug påviseligt er afhængig af insektbestøvning for udviklingen af mange afgrøder, så stod man, med stærke argumenter til landbruget og politkkerne når fremtidens naturforvaltning skulle fastlægges.
Chancen er nok forpasset, og vi biavlere må leve med DBF visionen, at være skødehund for samlingen af blodtørstige rovdrifts jægere.
Derfor lever vi i dag med, at fokus i den forskning af artsrigdom/biodiversitet der omhandler biodiversitet i byerne, er at holde biavlere væk, med slogans som ”bierne ud af byen”.
Rent praktisk vil det ikke kunne lade sig gøre, idet enhver nu en gang kan stille et bistade op i sin have, men debatten er kedelig for os alle, idet fokus med rettidig omhu i DBF kunne have været så anderledes.
Uden for byerne kan debatten dog skade os biavlere, idet der kun er et spørgsmål om tid før de samme intresenter, som vil have bier ud af byen, vil have vores få hedearealer beskyttet imod 'biavlerne og jægernes rovdrift'. Således er det min klare forventning, at vandrebiavl til hedearealer i fremtiden bliver svært, og at leje sig ind på heden i august på statens arealer bliver umuligt.