Denne bigård er min første.
Den blev grundlagt i 2008, hvor min far købte et bisatde i Thy for 200kr og satte det op i haven.
Om foråret købte vi vores første bifamilie hos Poul Erik Sørensen i Hårby ved skanderborg.
Familie kom i en 6 rammers kasse, og vi fik i fuld kampuniform, gummihandsker, slør og tykke bukser sat familien over i vores bisatde.
Vi anede intet om bier, så vi gav dem en tavle mere hver tiende dag.
Det er naturligvis alt for lidt så i juli sværmede familien.
Vi fangede sværmen og fik i en fart fundet etgammelt brugt trugstade i den blå avis og sat sværmen over i.
Vi anede som sagt intet om biavl, og tænkte hvis vi nu ikke tager honning fra dem, så skal de nok selv klare vinteren.
Næste forår ventede der os en kedelig overraskelse. Sværmen havde ikke samlet føde nok og var død af sult om vinteren.
Herefter tog jeg på begynderkursus i Århus Biavlerforening. Et kursus hvor Allan Bitie underviste og gav mig et solid fundament til at bygge en fornuftig biavl på.